. . . . . . . Vi bruger Teigar Rideudstyr

Ja, nu synes jeg altså, det er på tide at komme med status på forløbet efter mit kursus hos jer.

Allerede efter de to dage hos jer, havde jeg jo fået lidt mere styr på nervøsiteten, og fået min, normalt, rationelle tankegang ført over på ridningen, så jeg ganske enkelt lavede statistiske beregninger i hovedet, når jeg sadlede op. Såsom: Hvor stor er sandsynligheden for, at jeg lige falder af i dag, og hvor stor er sandsynligheden for, det nogen sinde vil ske igen m.m..

Hver dag blev gjort til en ridedag, hvor jeg ikke overgjorde tingene, men startede i det små, så hoved og lyst kunne følges hånd i hånd, nøjagtig udfra de planer, jeg havde lavet med dig. Der gik ikke andet end et par uger, så var jeg oppe på fuld ridetid, svarende til en times tid ad gangen, hvilket faktisk var noget hurtigere end den oprindelige plan:) Sandsynlighedsberegningerne før rideturen faldt mere og mere i baggrunden. Nu var det bare derudaf, og jeg glædede mig hver gang. Ikke flere undskyldninger, og ikke flere katastrofetanker.
Derefter er det gået slag i slag. For ikke at gøre det til en hel stil vil jeg bare lige skitsere hovedpunkterne for min proces de sidste 4 måneder:
- Modtager nu ugentlig undervisning
- Rider HVER dag
- Har købt endnu en ridevallak. En 6 års, der ikke har været redet så meget, men som virker fornuftig i hovedet. Han rides også hver eller hveranden dag.
- Rider ofte i skoven på min “gamle” vallak, uden sadel og nogle gange med min søn foran
- Har selv trænet de to vallakker i at ride ud alene, hvilket de ikke var meget for. Den ene satte i galop og prøvede at løbe hjem, den anden stejlede og løb rundt som en hvirvelvind, men jeg red dem (sgu´) alligevel. De går begge helt roligt frem nu, er afslappede og går frem med sænket hoved. De stoler på mig.
- Henter hestene på folden, hvor jeg rider den ene (uden sadel og i rebgrime) og har den anden med som håndhest.
- Og jeg har lige været en uge på Island og ride med en veninde, hvor jeg red en rigtig stressmås, der skulle have lov at løbe de første 500 m, før hun gearede ned. Og ellers havde vilje langt over middel, men jeg nød det. Min veninde sagde den ene dag:” Ja, Malene, før kurset hos Sigrun og Anne havde du ALDRIG redet den hest. Det er der stadig mange, der heller ikke ville gøre, men du gør det, og du er ikke bange”. DET var en kæmpesejr, som jeg slet ikke tænkte over, før Anne-Marie nævnte det.

Den gamle angst og manglende tro på egne evner er nu erstattet med en vilje og en tro, som I har skabt bunden til. Jeg er dig EVIGT taknemmelig, og jeg håber for andre, de giver dig mulighed for at hjælpe dem af med deres angst.